dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Region Sjælland må starte forfra med råstofplan
De eksisterende grusgrave i regionen må fortsat bruges, men nye områder skal afvente, at en ny råstofplan bliver vedtaget.
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Region Sjælland må starte forfra med råstofplan

Planer om grusgrave tæt på beskyttede naturområder får Miljøklagenævnet til at slå bremsen i og underkende planen.
29. JUN 2023 9.00

SJÆLLAND: For over to år siden vedtog Regionsråd Sjælland en ny råstofplan, som udlagde en række områder, hvor der må graves efter grus, sand, kridt og lignende. Men nu er planen blevet underkendt i Miljø- og Fødevareklagenævnet, efter at nogle naboer til et planlagt graveområde havde klaget.

Klagenævnet mener, at gravning i et par af de områder, som er udpeget i planen, kan påvirke vandforholdene i et Natura 2000-område væsentligt. Det må ikke ske, og nævnet mener ikke, at regionen har undersøgt risikoen godt nok. Derfor er planen i strid med reglerne om konsekvensvurdering.

Desuden mener klagenævnet ikke, at råstofloven giver mulighed for at tage hensyn til trafikmæssige forhold, som regionen har gjort i sin plan.

"Miljø- og Fødevareklagenævnet finder samlet, at Region Sjællands Råstofplan 2020 lider af retlige mangler, der fører til, at Råstofplan 2020 er ugyldig i sin helhed," lyder afgørelsen.

Ude af proportioner

Ifølge Sjællandske Medier betyder hjemsendelsen af planen, at otte af de 11 områder, der var udpeget, nu ikke må bruges. For to af dem var regionen ved at lægge sidste hånd på en tilladelse. I de sidste tre er gravningen allerede i gang og må fortsætte.

- Vi er overraskede over nævnets beslutning, som vi dog tager til efterretning, siger Pia Buch-Madsen, funktionschef for Råstofområdet i Region Sjælland, i en pressemeddelelse torsdag.

-Vi er også ærgerlige over, at regionen planmæssigt ikke må rammesætte gode trafikforhold i graveområder. Det mener vi har virket. Samtidig må vi erkende, at vi ikke været grundige nok i vores undersøgelser fra 2016 af to graveområder i Kalundborg i forhold til Natura 2000 og EU’s habitatdirektiv. Det vil vi selvfølgelig sikre ikke sker fremover. Vi mener dog, at afgørelsen om at afvise hele råstofplanen på baggrund af to klager er ude af proportioner, tilføjer hun.

Regionen vil nu sammen med regionens udvalg og politikere få klarlagt de næste skridt, ligesom man vil gå i dialog med Miljø- og Fødevareklagenævnet for at afklare årsagen til annulleringen.

Hele afgørelsen kan læses her.

ak

Opdateret kl. 10.10 med officiel kommentar fra regionen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.